Hvalpesalg

003 (2)  MINOLTA DIGITAL CAMERA  MINOLTA DIGITAL CAMERA

Hvad gør vi så når vi planlægger kuld:

De kuld vi laver har på parringsdatoen et index over 100 og vores avlstæver/hanner er alle rygfotograferet før avl. Endvidere arbejder vi stadig også med de gamle avlsanbefalinger som lyder: Alle gravhunde, født efter 1.7.1998, bør være rygundersøgt inden anvendelse i avl og

  1. Anvendelse af avlshunde med 0, 1 eller 2 forkalkninger anbefales.
  2. Hunde med 3-4 forkalkninger bør kun anvendes i begrænset omfang og avlspartneren bør være rygundersøgt og have langt færre forkalkninger; dvs. 0 eller 1.
  3. Anvendelse af hunde med 5 eller flere end 5 forkalkninger frarådes.

Hos os bliver hvalpene født lige ved siden af soveværelset, da det er der tæven normalt sover og derfor føler tryghed. Her bor de de første 2-3 uger, hvorefter de flytter ind i køkken/alrummet, hvor familien tilbringer den meste tid. Vi forsøger at socialisere/miljøtræne hvalpene bedst muligt, dvs. de møder mange mennesker i alle aldre og af begge køn. De møder andre hunde og kommer med ud at køre i bil. Denne indlæring skal ske fra hvalpen er 3 uger til den er 12(nogen forskning siger 15) uger gammel! – nemlig i hvalpens prægningsfase i dens mentale udvikling. Det er utrolig vigtigt at det sker i denne periode for efter denne fase ”lukker” hvalpens hjerne af for, at koble nye positive indtryk sammen. Det vil sige har hunden ikke en masse positive oplevelser med i bagagen fra denne fase kan det give den voldsomme adfærdsproblemer resten af den liv. Derfor er det fuldstændig utænkeligt for os at hvalpe fødes og vokser op i en lade, hundegård eller separat værelse. Se endvidere denne artikel hvis tanker vi arbejder tæt op af.

Men for at hvalpen kan få et godt og velfungerende voksen liv, skal denne træning fortsættes og intensiveres gennem hele det første år og holdes ved lige resten af dens liv, vi har gjort grundarbejdet, resten er op til hvalpekøberen.

Når hvalpene er 9-10 uger gamle, er de klar til at flytte ud i deres nye hjem. Hvalpen som af den ene eller anden grund ikke er solgt, når den er 10 uger gammel vil få en grundopdragelse, ligesom socialiseringen og miljøtræningen vil fortsætte. Hvalpen vil selvfølgelig leve som en integreret del af familien.

Når vi sælger hvalpe/hunde bruger vi DKK’s købsaftale samt en købsaftale fra os.

Kunne du tænke dig inspiration, råd og vejledning om forskellige trænings muligheder se her.

Vi sælger aldrig hvalpe til folk vi ikke har mødt face to face, og man kan aldrig få hvalpen med hjem første gang, man er på besøg.

Vi skriver gerne folk op, efter man har været på besøg, og vi har mødt hinanden. Vi forventer, at man kommer på besøg 2-3 gange inde hvalpen flytter herfra. 

Vi forventer også, at man er ærlig omkring familie-, hunde og arbejdsforhold. Dette skal forstås som; er der tid til en hvalp, er der andre hunde eller er der planer om andre hunde indenfor de næste to år, og hvor lang tid skal hunden være alene hjemme. Vores max grænse er 5 timer.

Hvalpene bliver normalt først parret sammen med deres nye familie, når de er ca. 7 uger gamle. Det er først der, man kan se deres personlighed. Vi lægger vægt på, at hund og familie passer sammen. Det handler jo meget om, hvad familien vil med deres Gravhund; skal den bruges til jagt, brugs-arbejde, udstilling, lydighedstræning, ren hyggehund, og er det en hund til en familie på èn person, to personer eller en børnefamilie og hvor gamle er børnene  så! Alt dette finder køberne, og vi ud af ved at de kommer, og besøger hvalpene nogle gange. Vi prioriterer salg af avls-, jagt- og hunde, der skal brugs aktivt til træning over rene familie hunde.  Alle vores hvalpekøbere har fået lige den hund, de har fundet passede bedst til dem.

Når tiden er inde til, at hvalpen skal flytte hjem til sit nye hjem, følger der en hvalpepakke med.

   I hvalpepakken medfølger:

  • DKK stamtavle (Dansk Kennel Klub under FCI)
  • Sundhedstjek når hvalpen er par dage gammel og når den er 8 uger
  • Hvalpe sygeforsikring fra overdragelsesdatoen og 1 måned frem. Dette kun for hunde under 4 måneder. Se Dyrekassen Danmark 
  • At hvalpen er blevet hvalpetestet
  • At hvalpen er chippet
  • At hvalpen har fået sin første vaccination og dermed klar til at komme på gaden med det samme
  • At hvalpen har fået 2 ormekurer
  • Hvalpemappe med diverse oplysninger om hvalpen og dens forældre samt søskende
  • En masse artikler om det at få en hvalp, om kontaktøvelser og om brugsarbejde med en Gravhund
  • CD med billeder af hvalpen, dens forældre og søskende
  • CD med lyde af fyrværkeri, skud, torden og børn
  • Foder til den første tid
  • Bide ting
  • Et tæppe som lugter af mor
  • Halsbånd, sele og snor
  • Blade mm. fra Gravhunde klubben

Vi vil gerne være behjælpelige med råd og vejledning gennem hele hvalpens levetid, og hvis vi ikke selv kan hjælpe, kan vi sikkert finde en, som kan.

Inden du anskaffer dig en hund:
Inden du anskaffer dig en hund så husk, at det er et nyt familiemedlem, som for gravhundens vedkomne lever i gennemsnit 14-15 år. Den har hele livet krav på masser af kærlighed, omsorg og respekt. Med omsorg og respekt menes, at den hele livet får et trygt og indholdsrigt liv. Selvom gravhunden er en lille hund, har den brug for masser af motion og mentale udfordringer. Motionen er især vigtig for at opbygge en god fysik med stærke skelet-muskler til at holde den lange ryg. Da gravhunden er en jagthund, har den brug for mental-aktivering. En gravhund i god form kan gennemføre et prøvespor på 10-20 min. og derefter gå i gulvet resten af dagen på grund af den mentale udfordring, hvorimod at selv efter timers traveture ville udmatningen højst vare en times tid, og så er man klar igen! Husk også på, at det ikke er hensigtsmæssigt at anskaffe sig en hund, hvis den dagligt skal være alene mere end 8 timer om dagen. Ud over at der er grænser for, hvor længe hunden kan holde sig i henhold til dens sundhed, er det ikke naturligt, set fra hundens synsvinkel, at skulle være adskilt fra sin familie. Udover ovennævnte skal du påregne en ikke helt ubetydelig udgift til ordentligt kvalitetsfoder, dyrlægebesøg og forsikring. Det er vigtigt, at du er indstillet på, og kan sige god for, alle de ovennævnte faktorer, før du kan købe dig en hund med god samvittighed. Men er du indstillet på at ofre en del af din økonomi og fritid, vil du blive belønnet med en trofast følgesvend i mange år, der aldrig brokker sig eller bærer nag, og som viser dig en ubegrænset loyalitet. Er det første gang du skal ud og købe hund, er der måske en masse, som du er i tvivl om. Dansk Kennel Klub udbyder et meget nyttigt kursus for førstegangshundekøbere “Før du køber hund”. Man bliver introduceret til alle overvejelser omkring det at købe hund. Er du interesseret kan du kontakte DKK for nærmere information.

Hvorfor stambog?
Mange har ikke tænkt over, hvad en stambog egentlig er og synes måske i første omgang, at det er lige meget, for de har ikke tænkt sig, at hunden skal have hvalpe eller på udstilling.
Men stambogen er det redskab, som har hjulpet opdrætterne med at lave de dejlige og meget forskellige hunderacer, vi har i dag – f.eks. supergode jagthunde, effektive politihunde eller velfungerende selskabs- og familiehunde.
Racehunde er jo af os mennesker ”designet” til at være forskellige – ikke bare af udseende, men nok så vigtigt mht. racens øvrige egenskaber og evner.
En stambog er en anetavle, som rækker mange generationer tilbage. Den giver opdrætter og hvalpekøber mulighed for at følge, hvilke avlskombinationer som har resulteret i netop den hvalp, vi står med i dag.
Ved at sætte sig ind i afstamningen kan man få en ret klar fornemmelse af, hvordan de kommende hvalpe bliver. Selve stambogen koster under kr. 300, så dét, der nogle gange gør en stambogsført hvalp dyrere, er altså ikke prisen på stambogen, men den indsats med at finde gode avlsdyr, undersøge for arvelige sygdomme og den slags, som ligger bag ved stambogsføringen. (fra DKK)

Ikke alle stambøger har samme værdi
Vær opmærksom på, at hvem som helst med en PC kan lave en hjemmelavet stambog og selv opdigte, hvem der er forældre og bedsteforældre til en kommende hvalp. Der er sågar privatpersoner, der har oprettet forretning på nettet, hvor man selv – mod betaling naturligvis – kan oprette en stambog med de oplysninger, man nu har lyst til. Så værdien af en stambog står og falder med, at man kan stole på de oplysninger, der står om hvalpens afstamning. (fra DKK)

Hvalpe hos os:
Når vi planlægger kuld hos os arbejder vi med DKK og DGK’s avlsregler og anbefaling.

Avlskrav:

Afkom kan stambogsføres, såfremt begge forældre før parring har en officiel rygstatus registreret i DKK. Rygfotograferingen skal være foretaget, når hunden er mellem 24 og 48 måneder gammel. Hunde med rygstatus K0, K1, K2, K3 og K4 kan frit benyttes i avl.

Hunde med rygstatus K5 eller mere kan undtagelsesvis benyttes i avl, hvis opdrætteren vurderer, at hundens samlede bidrag til racen vil være positivt. Avlspartneren skal i så tilfælde altid have rygstatus K0, K1 eller K2, og opdrætteren kan blive bedt om at begrunde sit valg over for DKK. 

Hunde uden rygstatus, født før 1.1.2017:

Hunde, der er fyldt 4 år ved ikrafttrædelsen, og som derfor ikke kan rygfotograferes, kan undtagelsesvis benyttes i avl, hvis opdrætteren vurderer, at hundens samlede bidrag til racen vil være positivt. Avlspartneren skal i så tilfælde altid have rygstatus K0, K1 eller K2, og opdrætteren kan blive bedt om at begrunde sit valg over for DKK

Avlskravene omfatter alle danskejede hunde, samt udenlandske avlshunde, som befinder sig i Danmark på en dispositionserklæring.

Avlsanbefalinger

For at få Basis Plus stambog med teksten ”Denne hund er avlet efter Dansk Gravhundeklub’s og DKK’s avlsanbefalinger” skal følgende være opfyldt:

1. Begge forældredyr skal have rygstatus K0, K1 eller K2 registreret i DKK eller gennemsnittet af forældredyrenes rygindeks skal være 100 eller derover på parringstidspunktet

2. For Ruhårede ligeledes: Mindst ét af forældredyrene er registreret genetisk fri for CRD-PRA i DKK

Parring med udenlandske hanner:

DKK registrerer pt rygresultater fra Norge, Sverige, Finland og England. Udenlandske hanner, der har en rygstatus registreret i DKK, er omfattet af de samme avlskrav som danske hunde.

Udenlandske hanner, der ikke har en rygstatus registreret i DKK, kan benyttes i avl, hvis opdrætteren vurderer, at hundens samlede bidrag til racen vil være positivt. Avlspartneren skal i så tilfælde altid have rygstatus K0, K1 eller K2, og opdrætteren kan blive bedt om at begrunde sit valg over for DKK.

Det skal på behørig vis dokumenteres, at faderen til et hvalpekuld har normale testikler på normal plads.

Der henvises herudover til DKK’s stambogsføringsregler.

Vi ønsker held og lykke med hvalpekøbet.