Træningsmuligheder

Eksempler på træning med Gravhund, som vi gerne vil hjælpe nye hvalpekøbere i gang med eller vise hvordan vi gør.

Man kan lave utrolig mange ting med en Gravhund! Mange tror at det er en lille stædig hund, som kun gør hvad den selv vil! Stædig det er den, men det sjove er at bruge denne egenskab i samarbejde med sin hund. Jeg har utrolig mange dejlige timer med mine hunde ude i naturen, hvor vi træner både alene og sammen med andre hundefolk. Jeg vil gerne opfattes som leder af mine hunde, læs Irene Jarnveds artikel om forskellen på en leder og en chef, og den titel skal man gøre sig fortjent til. Dette gør jeg gennem den daglige pasning og pleje, men især også ved at lave nogle sjove og konstruktive ting sammen med mine hunde, så de vælger mig til, og ser mig som leder. At arbejde med Gravhunde kræver en del tålmodighed og så skal man veksle sin træning. Med en Labrador kan man træne den samme øvelse 20 gange bare man har godbidder nok, med en Gravhund kan man gør det tre gange med super gode godbidder og så må du som leder have set og forstået at den godt kan lave øvelsen og så skal der ske noget nyt 🙂 Jeg har tit stået på en DKK træningsplads, hvor der er mange forskellige hunderacer, med en hund som lige pludselig ikke gad mere og når man ikke gider mere så gider man ikke mere. Og dette til stor morskab for dem med meget samarbejdende hunde. Til gengæld synes jeg at Gravhund er mere fokuseret når de arbejder end mange andre hunde, så selvom de ikke gider så længe så lærer de hurtigere.

Motion
En gravhund skal have motion. Det er vigtigt, at man træner de inderste muskler der bærer ryggen. Dette gøres især ved raske traveture, hvor hunden går i rask tempo, men ikke galoperer. Det er ikke sundt for ryggen at galopere. Man kan godt cykle med en gravhund, hvis den kan finde ud af kun at trave. Derudover er balance øvelser vigtige. Det kan for eksempel være at sidde på bagbenene eller gå på line eller træstammestabler i skoven, hvor hunden skal bruge mange indre muskler for at hold balancen. Der findes mange agility og Rally-O hold specielt for gravhunde eller små hunde og dette er rigtig sundt for hunden også mentalt. Vi dyrker begge dele med vores hunde og vil gerne vise hvordan. Balancen kan også øves på brændestabler i skove og træer som er væltet.

Hvalpemotivation
Det er vigtigt at give sin hvalp og sig selv en god start på et godt og langt liv sammen. Til hvalpemotivation får man hjælp til en god start, hvor der lægges vægt på generel socialisering og indlæring af dagligdags ting som sit, dæk, ja/nej osv. Hvalp og ejer bliver klædt på til at kunne håndtere de mange ting, man møder når man har en aktiv hverdag med sin hund. Det er så vigtigt at man kommer ud blandt andre hunde og mennesker fra hvalpen er helt lille, og når vi er af sted, er det både for sjov og træning. Det er meget vigtigt, at hvalpen/ hunden får holdt sit hundesprog ved lige gennem hele livet. Dette for at den kan begå sig med andre hunde og ikke være bange eller aggressiv. Så derfor selvom det er ens hund nummer 10, så er det vigtigt for hver eneste hund at den fra helt lille kommer på hvalpemotivations-kursus, og i den vigtige prægningsperiode kommer ud blandt andre hunde og meget gerne mange forskellige racer. Dansk Gravhundeklub og DKK arrangerer diverse træninger rundt om i landet på http://www.dgk.dk/og http://www.dkk.dk/ kan man finde træningspladser nær en.

Lydighed
Lydighed er vigtigt for at en flok hunde og mennesker skal fungere godt sammen. Lydighedstræning med agility og/eller Rally-O er en sjov måde at holde socialiseringen og træningen ved lige på. Her tilgodeses hundens behov for at bruge sin motorik og fysik, hvilket også styrker selvtilliden. Her arbejder vi sammen og knytter og vedligeholder vores bånd. Man kan sagtens dyrke agility med en Gravhund. Banen skal tilpasses en lille hund, og man skal gøre det på hundens præmisser. Det vil sige, at der skal bruges mange godbidder, og det skal ikke være i for lang tid af gangen. I Rally-O kræves der som hovedregel ikke den samme præcision i øvelserne som ved almindelige lydighed, der lægges til gengæld ekstra vægt på det positive samarbejde mellem hund og fører. Det skal kunne ses at hunden også synes at det er sjovt. For at holde den gode kontakt på hele banen må føreren både bruge stemmen, hænderne og kroppen for at motivere hunden. Arnold Jr. er ikke helt vild med Rally-O for det foregår tit i snor og der er mange lydigheds opgaver på kort tid, hvor man hele tiden skal gøre som der bliver sagt 🙂 han vil meget hellere dyrke lydighed og agility for sig. han elsker at dyrke agility. Så sker det noget og han er fri. Vi dyrker lydighedstræning i både DGK og DKK.

Brugstræning og prøver
En gravhund kan mange ting, foruden at være familiens midtpunkt. Den ting, man siger den egner sig bedst til, er at gå under jorden i rævegrav. Men at gå spor i skoven, (spor lagt med okseblod hvor den lugter sig frem til et stykke vildt) er gravhunden også super god til. Vi får mange timer til at gå med at træne spor. Man kommer ud i skoven på en anden måde end når man går tur og man lærer virkelig at skulle stole på sin hund, når den skal finde et spor som andre har lagt.
Vi viser gerne nye hvalpekøbere, hvordan vi arbejder både med hvalpe og voksne hunde.
Har man lyst til at prøve disse ting kan man blive medlem af Dansk Gravhundeklub der arrangerer diverse træninger rundt om i landet. For at få medlemskab kan man kontakte klubbens sekretariat via http://www.dgk.dk/her kan man også finde træningspladser nær en.

Udstilling
Vi vil meget gerne se hunde fra os på en udstilling, for at få den bedømt af en autoriseret dommer. Vi vil meget gerne hjælpe og rådgive med ringtræning og om hvordan en udstilling foregår. Passer det ind i kalenderen hjælper vi også gerne på den første udstilling, og hvis vi ikke kan kender vi sikkert nogle venlige folk som vil være behjælpelige.

Man kan tilmelde sin hund til en udstilling arrangeret af DKK eller DGK. Det er en god ide at starte med at tage på et skue første gang for at se hvordan det foregår. DGKs udvalg arrangerer skuer flere gange om året hold øje med udvalgenes hjemmesider eller ring og spørg os så hjælper vi gerne. I uge 27 afholder Vestsjællandsudvalget et skue i Gørlev for alle racer, hvor vi deltager. Dette er et dejligt lille skue, hvor der er plads til at nybegyndere kan få råd og vejledning.

Vi anbefaler at man ringtræner inden man tager af sted på udstilling første gang, da hunden har godt af at lære at omgås andre hunde og blive berørt og følt på af andre mennesker. Man kan starte ringtræning omkring 5 måneders alderen. Men man kan starte med det samme der hjemme. Stil hunden op på et bord så den vænner sig til at være i højden. Undersøg dens tænder, krop og hale og når den er tryg med at du gør det så få resten at familien til også at gøre det engang imellem og udvid til sidst til venner. En udstillings hund møder mange fremmede dommere der stikker fingrene langt ind i munden på den.